Jeg undres, åbner øjnene og det som man ser på forsiden af some newsfeed denne morgen er ramaskrig om kontanthjælpen. Hvad skal alle de folk dog gøre uden deres penge, penge som de jo har ret til...
Ja.. Suk.. Man kan vælge at stemme i, skrive et indlæg altimens man napper en tudekiks og brøler med sammen med alle de stakler som ikke får nogle penge... For ser I der er en gruppe mennesker, en gruppe som er meget tavs, måske fordi vi ikke er så mange, måske fordi er lidt pinligt.
Det er os som slæber rundt på vores helvede af en kandidat afhandling. Vi har været mange år om studiet, læst et semester i udlandet, prøvet at købe hus med kæresten, fordybt os o sociale anliggender, udforsket livet, dumpet en eksamen eller to og er blevet forsinket. Har måske også smagt på en anden overbygning inden vi endte på denne hvor vi nu hænger med næbbet kigger ud over skrænten og med kniven for struben skal se at blive færdige.
JA, vi har være priviligeret, vi har fået SU og betalt uddannelsen af staten og derfor er der nok heller ikke så mange af os som råber så fandens højt om vores dårligdomme og økonomiske spekulationer, trods en noget spændende livsførelse.
Det er en prioriterings sag.
Jeg har været forbi socialforvaltningen. Her ventede jeg i 1 time, var midtpunkt for alles opmærksomhed da jeg stod med computertasken under armen, nogenlunde pænt tøj og så soigneret ud. Da jeg kom til var svaret blot at der ikke er noget hjælp at hente i denne sidste tid. Døren er lukket. Jeg kan melde mig ud af studiet. Med tårene trillende ned ad kinderne fik jeg stukket et A4 ark med gratis spisesteder i kbh i hånden.
Det er pinligt.
-Så derfor siger man ikke rigtigt noget til nogen, for man skulle jo ha været færdig for længe siden og anses for at være lidt doven og omflakkende..
At entrere en måned hvor man knap har til huslejen og de faste udgifter, det er hverdag. -Og folk spørger hvorfor bliver du ikke bare færdig? Skriveblokade, manglende nattesøvn, lange arbejdstider, og dårlig samvittighed.
Målet er lige fremme og det bliver dejligt at nå dertil. Jeg vil sent glemme denne omgang og jeg sender de varmeste tanker til mine medstuderende som sidder i samme situation. Os forkælede studerende som er så priviligerede at vi bare bider tænderne sammen og hænger i. Prioriterer i økonomien og klarer os til dagen af vejen.
Jeg er ved at være træt, dette er en af de sorte dage, job er der ikke meet af og efterhånden ville jeg blot være lykkelig for at få et fast rengøringsjob hver weekend for derved at have sikret en månedlig indkomst.
- Xoxo
